Henrik 5. af England (2024)

Indholdsfortegnelse

• Resumé
• Oprindelse og tidlige år
• Kongen af England
• Historiografiske overvejelser
• Henrik V i litteratur og film
• Kilder

Resumé

Henrik af Monmouth (Monmouth, 9. august eller 16. september 1387) var konge af England fra 1413 til sin død.Selvom han kun regerede i ni år, var Henrik V's politisk-militære handlinger så bemærkelsesværdige på det europæiske skakbræt, at han blev en af middelalderens mest populære herskere.Faktisk var Henrik i stand til at bringe kongeriget England tilbage blandt de førende europæiske magter takket være hans strålende sejr ved Azincourt over franskmændene, hvorefter det lykkedes ham at blive udnævnt til arving til den franske trone.

Henrik var en dygtig politiker og ekspert i administration, og han havde også den fortjeneste, at han gennem sin onkel Henrik Beaufort fik genoprettet det vestlige skisma ved at indgå Canterbury-traktaten med kejser Sigismund. Men regentens skikkelse blev foreviget af William Shakespeare i stykket af samme navn, hvor hans venlige, ædle og dybt religiøse ånd fremhæves.

Oprindelse og tidlige år

Henrik V blev født på Monmouth Castle den 9. august 1387 som det ældste barn af Henrik Bolingbroke, jarl af Derby og hertug af Lancaster, og Maria af Bohun. Den unge Henry blev opdraget af sin guvernante Johanna Waring og blev derefter uddannet af sin onkel, præsten og kansleren for Oxford University Henry Beaufort, i en række discipliner, der var usædvanlige efter datidens standarder: musik, litteratur og det engelske sprog. Det er usikkert, om Henry rent faktisk studerede på Queen's College, men man ved, at han blev slået til ridder af kong Richard II.

Hvad angår resten af Henriks barndom, har vi ikke tilstrækkelige kilder til at bevidne hans karakter, højere studier og privatliv. Det løsagtige liv og den efterfølgende omvendelse, som Shakespeare fortæller om i det historiske drama af samme navn, er efter al sandsynlighed ubegrundet. Det var bestemt ikke lette år på grund af de politiske skænderier mellem hans far og Richard II og den sorg, han led efter det pludselige tab af sin mor.

1399 var et afgørende år i den unge Henriks liv: Hans far Henrik, som var vendt tilbage til England efter at være blevet sendt i eksil af Richard II, slog sig sammen med en gruppe utilfredse adelsmænd, afsatte Plantagenet-kongen og udråbte sig selv til konge under navnet Henrik IV. Som følge heraf blev hans søn Henrik af Monmouth sammen med sin bror Thomas sendt til Trim Castle under faderens oprør og begyndte straks på en militær karriere. Henry var ikke meget mere end 16 år gammel, og som prins af Wales havde han kommandoen over de militære styrker, der skulle knuse oprøret i 1403, ledet af Owain Glyndŵr, hvilket holdt ham beskæftiget indtil 1408. Den militære indsats var dog ikke kun rettet mod waliserne: Nogle adelsmænd (herunder medlemmer af Percy-familien) og Robert III af Skotland selv allierede sig med oprørerne for at angribe England og udnytte, at Plantagenets hovedgren var faldet, og Lancastrians kadetgren var på vej frem.I 1403 blev Henry under et slag ved Shrewsbury ramt af en pil i ansigtet, som gik ind i kraniet, men han blev mirakuløst reddet efter to operationer, da pilen hverken havde skadet arterierne eller hjernen, medulla oblongata eller encephalic bulb, med kun et par millimeter. Det lykkedes den dygtige kirurg og håndværker John Bradmore at trække pilen ud med et metalværktøj, han selv havde opfundet, efter at have desinficeret såret med honning og vin, og prinsen overvandt også infektionen og blev kun delvist vansiret, men han kom sig.

I denne femårige periode med turbulente begivenheder demonstrerede Henry sine medfødte militære evner ved at bidrage til sejren over Henry Percy (som i den dynastiske linje var den sande arving til tronen) i slaget ved Shrewsbury den 21. juli 1403. Efter at have besejret førstnævnte og dræbt sidstnævnte, stod Owen Glydnwr tilbage med intet andet end den svage støtte fra Karl VI af Frankrig, som snart overlod den walisiske oprører til sin skæbne (1409).

Også i kraft af disse fortjenester i felten blev den unge prins udnævnt til præsident for kronens råd i 1410, hvor han i stigende grad indtog en dominerende position på grund af sin fars dårlige helbred. På denne post udmærkede han sig, takket være støtten fra sine onkler Henry og Thomas Beaufort, i en livlig opposition til sin far kongens politik og hans kansler, ærkebiskop Thomas Arundel: Monmouth var uenig i sin fars politik over for Frankrig og hans overgivelse til Arundel. Denne uenighed vakte kongens misbilligelse, en fjendtlig følelse, der voksede, da nogle adelige i parlamentet foreslog, at han abdicerede til fordel for tronarvingen. Det førte til hans hurtige afskedigelse fra embedet allerede i 1411. Men den 23. september 1412 ankom Henrik af Monmouth til London med et stort følge og stod alene foran kongen, som omfavnede og tilgav ham: den fremtidige Henrik V blev dømt og fuldstændig frikendt. Henrik IV døde i Westminster den 20. marts 1413, og Henrik af Monmouth besteg den engelske trone dagen efter og blev kronet i Westminster Abbey den 9. april.

Kongen af England

De første problemer, han stod over for, var indenrigspolitiske: I begyndelsen af 1414 viste Henrik stor beslu*tsomhed i undertrykkelsen af det lollardiske kætteri, som var inspireret af husismen og bredte sig i England under Richard II's regeringstid. På grund af deres modstand mod Arundel troede lollarderne, at prinsen af Wales var en sympatisør af deres bevægelse, men de forstod først Henriks ortodoksi, da han besteg tronen. Sir John Oldcastle, en af Henriks gamle venner og leder af lollarderne, forsøgte at samle sine brødre i St Giles in the Fields den 7. januar 1414, men kongen selv spredte dem og ødelagde deres hjemmefront. I april samme år godkendte parlamentet i Leicester nye, meget strenge foranstaltninger mod kættere.

Lollardernes oprør blev slået ned i begyndelsen af Henriks regeringstid og udryddet i 1417 (da Oldcastle blev fanget i Midlands og derefter hængt), men fortsatte med at eksistere i det skjulte indtil den anglikanske reformation, hvor det dukkede op igen, da den katolske kirke kollapsede på engelsk jord.

I juli 1415 undertrykte kongen en sammensværgelse kendt som "Southampton-komplottet" udklækket af tilhængere af Edmund Mortimer, Richard II's arving. I juli 1415 blev Edmondo gjort opmærksom på en sammensværgelse ledet af hans fætter og svoger, Richard Plantagenet, 3. jarl af Cambridge, af huset York, som havde til formål at placere Edmondo på tronen i stedet for Henrik V. Edmondo blev grebet af en alvorlig skyldfølelse og løb hen for at rapportere sagen til kongen, som benådede Edmondo, men sendte Richard i galgen.

I den økonomiske politik fortsatte det konfliktfyldte forhold til Hansa. Mellem 1418 og 1420 opstod der faktisk en handelshændelse mellem byen London og de købmænd fra Ligaen, der boede der: byrådet i den engelske hovedstad pålagde en skat (the scot and lots) på alle udenlandske købmænd, en handling, der fremkaldte protester fra Hansaen. Henrik V for sin del udnyttede dette i stilhed til skade for den magtfulde handelsliga, gjorde intet konkret for at modsætte sig de degenererende relationer og skrev kun vage breve om fornyet venskab med Hansa-lederen.

Løsningen af de interne problemer var den nødvendige optakt, så den unge regent kunne koncentrere sig om sit egentlige mål: at underlægge sig Frankrig, en politisk-militær handling, der var begunstiget af at genvinde gamle dynastiske rettigheder, som Edward III havde gjort krav på næsten et århundrede tidligere. Faktisk indledte Henrik V allerede i september 1413 en dristig udenrigspolitik: Ved at udnytte den alvorlige splittelse mellem armagnacerne og burgunderne foregav den engelske regent at ville forny fredstraktaten med den egentlige hensigt at holde udviklingen i fransk indenrigspolitik under kontrol. Burgundernes leder, hertug John Fearless, var den engelske herskers vigtigste samtalepartner, så meget at der blev afholdt ægteskabsforhandlinger mellem 1413 og 1414 mellem den unge konge og en datter af hertugen af Burgund.

Alliancen mellem de to indebar, at hvis Henrik angreb Frankrig, ville Johan forblive neutral og anerkende ham som konge, hvis Henrik havde overtaget. På den anden side gjorde Henrik V, sandsynligvis så tidligt som i slu*tningen af maj 1414, officielt krav på Frankrigs trone og bad om at få Katarina, datter af Karl VI, til ægte, hvilket blev afvist på grund af de titler, som den engelske konge havde foreslået. Den 31. maj 1415 udnyttede Henrik V optrapningen af begivenhederne i kongeriget Frankrig til at gå i offensiven igen og fremsætte uacceptable territoriale krav: Normandiet, Ponthieu, Maine, Anjou, Touraine, Poitou og endelig Aquitaine i dets forlængelse af Bretigny-traktaten fra 1360, med tilføjelse af Provence. De franske udsendinge, som udmærket vidste, at Frankrig ikke var klar til en åben konflikt med England, forsøgte at imødegå dette ved at give Aquitaine et "juridisk" herredømme i stedet for dets "direkte suverænitet". Henrik fandt dette modtilbud for magert og svarede ved at erklære Frankrig krig.

Efter at have efterladt sin bror John, hertug af Bedford, som løjtnant for kongeriget, drog Henrik V mod Normandiet i august 1415. Den 13. i samme måned lagde den engelske flåde (1500 skibe stærk) til kaj nær Le Havre, og et par dage senere belejrede den engelske hær Harfleur, som faldt den 22. september. Henrik, som var klar over, hvordan hans hær var blevet decimeret af sygdom og sult, og hvordan sommeren hastigt nærmede sig sin afslu*tning, mente, at det var klogt at nå frem til havnen i Calais, hvorfra han kunne vende tilbage til England, men da han ankom til Picardiet, stod han over for den franske hær, som var mindst tre gange større end hans egen. Den franske hær kunne have været endnu større, hvis John Without Fear's tilbud om hjælp var blevet accepteret, hvilket blev afvist på grund af stridigheder mellem hertugen af Burgund og Constable Charles d'Albret, leder af Armagnacs.

På trods af de dårlige vejrforhold og det mudrede terræn indledte franskmændene under ledelse af D'Albret omkring kl. 10 den 25. oktober 1415, St. Crispins Day, slaget nær landsbyen Azincourt. Klokken fire om eftermiddagen var slaget overstået med en fransk katastrofe: sammenlignet med de 500 døde på den engelske side, døde mellem 7.000 og 15.000 mænd på den franske side, inklusive John Fearless' to brødre, Anthony, hertug af Brabant og Philip, greve af Nevers, mens hertugen af Orleans, Charles, faldt i fangenskab. Englændernes ekstraordinære sejr over en meget større hær skyldtes ikke kun de meteorologiske forhindringer, der er nævnt ovenfor, men også de to hæres forskellige organisation. Mens den franske hær hovedsageligt bestod af det frygtindgydende tunge kavaleri, som var et udtryk for det feudale aristokrati, kunne den engelske hær regne med større mobilitet takket være infanteriet og bueskytterne, som var forberedt efter lang og hård træning. Sidstnævnte var afgørende for sejren: pilene, der blev skudt fra deres buer på store afstande, kunne ikke undgås af det franske kavaleri, som derfor blev decimeret.

Efter at være vendt tilbage til London i november forberedte Henrik, styrket af folkets støtte til den sejr, han havde vundet, sig på at genoptage fjendtlighederne og med succesfuld diplomatisk aktivitet brød han først alliancen mellem franskmændene og kejser Sigismund gennem bestemmelserne i Canterbury-traktaten af 15. august 1416. Med denne diplomatiske handling støttede Henrik Sigismunds diplomatiske handling på koncilet i Konstanz for at sætte en stopper for det vestlige skisma; Sigismund erklærede sig på sin side for at anerkende legitimiteten af den krig, som Henrik selv havde indledt. Den 8. oktober styrkede den lancastriske regent sin alliance med John Fearless ved at mødes med ham i Calais, hvor John tilsyneladende var parat til at anerkende Henrik V som konge af Frankrig. I mellemtiden sank Frankrig dybere og dybere ned i komplet anarki: flådenederlaget ved Seinens udmunding den 15. august 1416, de mislykkede diplomatiske forhandlinger for at undgå en koalition med Sigismund og den franske tronfølger Johannes' død i april 1417 bidrog alle til at demoralisere det franske hof. Med en gal konge, den evige trussel fra hertugen af Burgund og den franske hær udslettet, kunne Henrik gøre krav på Frankrigs krone i betragtning af den nye dauphins, den 14-årige Karls, unge alder.

I sommeren 1417 blev fjendtlighederne genoptaget. Henrik V, der havde fået penge fra parlamentet, gik i land ved Trouville med 12.000 mand den 1. august, og efter at have erobret Normandiet på mindre end et år, dukkede han op foran Rouen den 29. juli 1418 og belejrede byen.

Samtidig var Johan rykket frem mod Paris, hvor han blev budt velkommen som en befrier den 14. juli, to måneder efter at hovedstadens borgere havde dræbt Bernard VII d'Armagnac. Hertugen udgav sig for at være kongens beskytter og overtog uofficielt kommandoen over operationerne mod englænderne, men gjorde intet for at forhindre Rouens overgivelse den 20. januar 1419. Normandiet var nu helt engelsk, med undtagelse af Mont-Saint-Michel, og Henrik kunne bevæge sig frit i det nordlige Frankrig i hele 1419-1420 og erobre Pontoise (en by i udkanten af Paris) den 30. juli.

I løbet af 1419 havde hertug John Fearless henvendt sig til sin dauphin Charles for at imødegå den engelske tilstedeværelse i Frankrig. Under forhandlingerne blev Johan imidlertid myrdet ved Montereau (10. september), og den nye hertug, hans søn Filip III, beskyldte Karl (som også var hans svoger) for at have planlagt mordet på sin far og kom til den konklusion, at en alliance med englænderne var at foretrække frem for en alliance med armagnacerne for burgunderne. I mellemtiden tiggede Karl VI's kone, den intrigante Isabella af Bayern, Henrik om at hævne mordet på hertug Johan, straffe den formodede morder og nå frem til Paris. Nu var krigen forbi: Troyes-traktaten (21. maj 1420) anerkendte Henrik, som var blevet adopteret af den franske kongefamilie, som regent af Frankrig og arving til Karl VI i stedet for den legitime arving, Dauphin Charles. Aftalerne omfattede også et ægteskab mellem Henrik og Katarina af Valois, datter af den franske regent, som blev fejret den 2. juni 1420.

Frankrig var således delt i to, et kontrolleret af burgunderne og englænderne, og et kontrolleret af Dauphin og armagnacerne. På trods af at armagnacerne ikke ønskede at anerkende Troyes-klausulerne og den nye arvefølge, var Henrik ved daggry i 1421 ikke bare blevet den virtuelle herre over det franske kongerige, men også den europæiske politiks dommer, takket være aftaler med Sigismund. I 1421 fik nederlaget (og døden) for hans bror Thomas, hertug af Clarence, i slaget ved Baugé Henrik V til igen at rejse ned til kontinentet, hvor han den 21. december hørte om fødslen af sin søn og arving Henrik. Kongen fik dog aldrig mulighed for at se sin søn igen, da han døde af tyfus den 31. august 1422 nær Vincennes.

Efter at være blevet balsameret blev hans lig transporteret til Rouen, hvorfra det endelig blev overført til England og begravet efter en højtidelig begravelse den 7. november i Westminster Abbey i London. I 1422 døde foruden Henrik V også Karl VI, så den nye konge af Frankrig, såvel som konge af England, blev hans søn Henrik, der blev betroet formynderskabet af et regentskab bestående af Henrik Beaufort, John, hertug af Bedford og Umfredo, hertug af Gloucester.

Historiografiske overvejelser

Skikkelsen Henrik V har været genstand for en mytologiseringspolitik i den engelske historiografiske og litterære tradition, der har gjort den lancastriske hersker til et af de mest lysende symboler på patriotisme og prototypen på den middelalderlige helt på grund af hans ridderlige mentalitet. Der er ingen tvivl om, at Henriks succeser var ekstraordinære: den meteoriske stabilisering af riget, hans taktiske geni og den politiske dygtighed, han udviste over for Frankrig, imperiet og ved genforeningen af kirken, var frugten af hans medfødte kvaliteter. Den politisk-militære magt, som England opnåede under hans scepter, fremmede derfor fremkomsten af en overvejende positiv historieskrivning om Henrik V, som allerede kan ses i krønikerne fra hans regeringstid.

Historikeren Tyler James Endell (1789-1851) undersøgte i sit vigtige arbejde med at rekonstruere Henry V's figur (essayet Henry of Monmouth, udgivet i 1838) de skriftlige beretninger fra den lancastriske konges samtidige og skitserede en ekstremt positiv og dydig profil af ham:

For at tegne et så dydigt billede af Henrik V læste Endell munken Thomas Walsinghams beretninger om Ypodigma Neustriae (dateret omkring 1419 og dedikeret til regenten) samt digterne John Lydgates og Thomas Occleves skrifter, der lovpriste hans militære bedrifter i Frankrig. Konsultationen af sådanne uforskammet partiske kilder forhindrer en klar historiografisk vurdering blandt samtidige, hvilket dog kan modbevises af den tillid, hvormed Henrik V implementerede sin ambitiøse udenrigspolitik. Faktisk er regentens fulde overensstemmelse med det engelske folks forventninger en stiltiende indikation af den popularitet, han nød i brede lag af riget. En anden vigtig samtidshistorisk beretning, som Shakespeare senere brugte til sin Henrik V, er Henrici Quinti Angliae Regis Gesta. De samme franske krønikeskrivere, som var samtidige med Henrik V's franske felttog, såsom Waurin, Jean Chartier og Chastellain, erkendte, at "selvom han havde været deres fjende, var han virkelig en stor karakter".

Under Tudor-dynastiet (især fra Henrik VIII's side, som drømte om at efterligne sin forgængers krigsbedrifter) var mindet om Henrik V genstand for ægte patriotisk propaganda. Raphael Holinsheds Chronicles, som første gang blev udgivet i 1577 under Elizabeth I, havde stor indflydelse på William Shakespeares historiske teater, som udkrystalliserede Henrik V's figur til den dydige, elskværdige og fromme hersker, som den moderne historiografiske tradition ikke har udfordret.

Henrik V i litteratur og film

Som tidligere nævnt var det Henry V's karakter, William Shakespeare centrerede sit historiske drama af samme navn om, hvor regenten fremstår som den reneste helt i det nationale epos. Allerede i Henrik IV havde Shakespeare introduceret figuren af den daværende prins af Wales (i stykket kaldet Hal) og portrætteret ham som en ung mand i fuld psykologisk udvikling, først ekstremt impulsiv og tilbøjelig til at feste, men så modnet hen mod slu*tningen af stykket. Da han blev konge, legemliggjorde Henrik alle de dydige træk, der kendetegnede den ridderlige etik: en stærk retfærdighedssans, stor religiøsitet, standhaftighed og tillid til sine handlinger. Et tydeligt eksempel på denne stærke personlighed kan ses i den tale, Henrik holdt til tropperne aftenen før starten på slaget ved Agincourt, et mesterværk i patriotisk og national retorik. Den teatralske iscenesættelse, som Shakespeare realiserede, var imidlertid modelleret efter præcise politisk-ideologiske behov, som var specifikke for det elizabethanske England: Henrik V's figur blev faktisk symbolet par excellence på det engelske folks nationale enhed, forenet under monarkens kommando.

Der er lavet tre film og en tv-serie ud fra Shakespeares stykke:

I en scene i filmen Anonymous (2011) ser man ham desuden opføre en del af stykket.

Den 2. juni 1420 i Troyes, Frankrig, giftede Henrik sig med Katarina af Valois, datter af kong Karl VI af Frankrig og Isabella af Bayern. Katarina fødte Henrik en eneste søn, Henrik VI af Windsor, konge af England.

Kilder

1. Henrik 5. af England
2. Enrico V d'Inghilterra
3. ^ La data di nascita non è sicura. Si ritiene che Enrico sia nato in una data imprecisata sul finire dell'estate o del 1386 o del 1387, come riportato in (EN) Henry V, su history.com. URL consultato il 17 giugno 2015.«Henry was born in August of 1386 (or 1387)»
4. ^ (EN) C.D. Ross, Henry V, su britannica.com, Encyclopedia Britannica. URL consultato il 17 giugno 2015.«Henry V, (born Sept. 16?, 1387...»
5. ^ Bosisio,p. 274.
6. ^ Wagner,p. 76.
7. Henry V, [w:] Encyclopædia Britannica [dostęp 2017-07-25] (ang.).
8. Derek Leebaert, Zuchwali zdobywcy. Warszawa 2010, s.141.
9. ^ Cartwright, Mark. "Hundred Years' War". World History Encyclopedia. Retrieved 23 April 2024.
10. ^ Allmand, Christopher (1992). Henry V. English Monarchs series (newed.). Yale University Press (published 1997). ISBN978-0-3000-7369-0. pp. 7–8
11. Принц Генрих по имеющимся сведениям не был ответственен за гибель Хотспура, это, судя по всему, выдумка Шекспира.